En kold forårsaften
En kold forårsaften, hvor vinden sang,
to fremmede mødtes på chatten en gang.
René sad dér, og Sophie ligeså,
uden at ane, hvad hjertet skulle forstå.
Et par små beskeder, et smil gennem skærmen,
pludselig voksede varmen og charmen.
Ord blev til længsel, og timerne fløj,
og langsomt blev hjertet af kærlighed blød.
For kemien mellem dem slog gnister så stærkt,
en følelse så vild, så ægte og mærk'.
To stærke personligheder, to vilde sind,
med temperament, der kan sætte ild i vinden.
Når René bliver stædig, og Sophie står fast,
kan ordene flyve, og tonen bli' kras.
For ingen af dem er en stille lille sjæl,
de brænder med hjertet og føler hver en del.
Men bag deres vrede, bag stoltheden stor,
gemmer sig kærlighed stærkere end ord.
For selv når de støder mod hinanden med brag,
er det kærligheden, der vinder hver dag.
De griner, de driller, de savner hinanden,
to hjerter forbundet på tværs af skærmen.
Og selvom de endnu ej har stået ansigt til ansigt,
føles deres kærlighed både dyb og fantastisk.
For Sophie kan mærke René helt ind i sin sjæl,
og René ved, at Sophie er noget ganske særligt.
De drømmer om dagen, hvor afstanden forgår,
hvor armene mødes, og tiden helt står.
Tænk, når de endelig står dér, øje mod øje,
med sommerfugle i maven og hjertet i høje.
Vil gnisterne flyve? Vil verden stå stille?
Vil kysset fortælle alt det, ord ikke ville?
Måske vil de grine, måske fælde en tåre,
måske vil de glemme de ensomme år.
For alt det, de længtes efter, alt det, de drømte,
bliver virkeligt dér, hvor to hjerter sig mødte.
To vilde temperamenter, to hjerter i brand,
to sjæle, der fandt hinanden gennem skærmens land.
De har endnu ikke mærket hinandens varme favn,
men allerede har kærligheden skrevet deres navn.
Og måske er det netop det, der gør kærligheden så stor —
at to mennesker kan føle sig så tæt forbundet,
før de overhovedet har stået sammen på samme jord.